Syrien201049


Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er fra en navngiven by i Syrien og er født [………..]. Han er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for tortur og måske blive slået ihjel, fordi han har slået en politimand i hovedet med en stor sten i forbindelse med, at ansøgeren blev angrebet af flere politifolk, som følge af, at han og en række andre folk fra hans landsby havde tændt bål og sunget en sang for at fejre Newroz-festen. Ansøgeren blev sparket af vedkommende politimand, der havde støvler på. Han flygtede herefter til en grotte i bjergene. Efter cirka 20 dage kom hans hustru og barn hen til grotten med hjælp fra en bekendt fra en anden landsby, som ligeledes hjalp med at køre hele familien til den tyrkiske grænse på sin traktor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at den af ansøgeren udviste adfærd over for politimanden har en sådan karakter, at den er omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, blev den kvindelige ansøger samt 1 barn ligeledes meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse – RED]Syrien/2010/49