Syrien20103

Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren blevet indkaldt til værnepligt. Ansøgeren var ikke mødt op, men var i stedet flygtet til Grækenland, hvor han havde fået arbejde. I 2009 var ansøgeren af det græske politi blevet sendt tilbage til Syrien, eftersom hans arbejdstilladelse var udløbet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede straf og overgreb, fordi han havde unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren havde herved fremhævet, at han var etnisk kurder, og at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse var en politisk aktivitet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham, kunne dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria [bilagsnr. 157], risikerede ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kunne efter det foreliggende ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret og ikke havde udført nogen politiske aktiviteter. Det skulle herved videre bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved indrejsen i Syrien i 2009 alene var blevet tilbageholdt i to timer uden afhøring, og hvor hans pas var blevet inddraget. De generelt vanskelige forhold for kurdere i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/3.