Syrien201029


Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia i Syrien. Ansøgeren angiver, at han siden 2005 har været medlem af og aktiv for det Det Kurdiske Demokratiske Unions Parti, Yekiti. Ansøgeren oplyser, at han deltog i ligtog til ære for to martyrer i foråret 2004, hvilket bevirkede, at han efterfølgende blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren er udrejst som følge af, at hans forretning i sommeren 2009 blev ransaget af efterretningstjenesten, hvor myndighederne fandt løbesedlerne. Efterfølgende har myndighederne adskillige gange foretaget rangsagninger på ansøgerens bopæl. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at lederen af den gruppe, han angiver at havde deltaget i, ikke har lidt overlast som følge af fundet i ansøgerens forretning. Den pågældende gruppeleder var den, som overgav ham løbesedler med henblik på, at disse skulle uddeles blandt gruppemedlemmer under efterfølgende møder, hvori gruppelederen også deltog. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke efter begivenheden i forretningen har været i kontakt med nogen tilknyttet partiet. Videre at han efterfølgende har kunnet ringe hjem til sin moder, men ikke kan det længere, da han har mistet det pågældende telefonnummer og ikke er i kontakt med nogen, der vil hjælpe ham dermed. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål, og hans forklaring om politisk aktivitet og de overgreb, han angiver at have været udsat for, fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opbevaret løbesedler, der er fundet af myndighederne. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i 2004 uanset, at ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling, i sig selv nu kan begrunde asyl. Der foreligger ikke helbredsoplysninger eller andet, der kan begrunde en udsættelse af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være konkret og individuel forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/29