Syrien201027


Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk kurder fra Dirik, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD siden slutningen af 2005. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været anholdt to gange tidligere og været udsat for tortur, samt at han kort tid inden sin udrejse blev pågrebet, imens han var i besiddelse af PYD-materiale. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb og tortur fra yndighedernes side. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist, kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring, der fremstår selvoplevet, om det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i 2004 og 2005 blev tilbageholdt af myndighederne tilknyttes til henholdsvis en demonstration i forbindelse med Qameshli urolighederne og Newroz festen, at ansøgeren med farbroderens mellemkomst åbnede en forretning i 2006, at farbroderen en-to gange om måneden afleverede politisk materiale fra PYD, som blev afhentet af ansøgerens sambo Said, at ansøgeren den [….] 2009 blev advaret af en nabo, om at Said var blevet anholdt, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af to civilklædte mænd angiveligt fra sikkerhedstjenesten i forretningen, at ansøgeren, der var på vej væk, medbragte materiale, som havde været skjult i forretningen, at den ene af mændene fratog ansøgeren dette materiale, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. På denne baggrund, og når der sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger, lægges det endvidere til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/27