Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder bosiddende i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har virket i en gruppe, der for to menneskerettighedsorganisationer har indsamlet materiale om forholdene i hjemlandet. Videre at der på hans bopæl har været foretaget ransagning af myndighederne, der har fundet kompromitterende materiale. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne fortsat søger ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han tidligere har været frihedsberøvet og i den forbindelse været udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark gav oplysninger om de pågældende forhold. Ansøgeren har under sagen på troværdig vis forklaret herom. Flygtningenævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet til grund. Flygtningenævnet anser herefter ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/26