Syrien201022

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kurder fra Damaskus. Ansøgeren var i foråret 2004 blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for den kurdiske sag og tilbageholdt omkring 50 dage, hvorunder han var blevet undergivet tortur. Herefter havde ansøgeren ikke været aktiv, før han i efteråret 2009 havde hjulpet en ven med optagelsen af film til brug for den kurdiske sag. I forbindelse med optagelsen var sikkerhedstjenesten kommet til stede, og vennen var blevet anholdt. Ansøgeren var selv flygtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens identitet var blevet de syriske myndigheder bekendt, eventuelt gennem registreringen i den tidligere sag, eventuelt gennem anholdelsen af vennen. Ansøgeren var således blevet eftersøgt på bopælen, der også var blevet ransaget. Ansøgeren var imidlertid ikke taget hjem efter episoden, men havde skjult sig hos sin søster og udrejst illegalt 14 dage senere. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sit virke for den kurdiske sag. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/22