Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Uanset, at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren sammen med broderen i deres skrædderforretning i en årrække havde syet dragter til to kunstnergrupper til den årlige Newrosh fest, at ansøgeren i 2007 var blevet tilbageholdt i sikkerhedstjenestens fængsel i ni måneder efter at være blevet anholdt i foråret 2007 til Newrosh, at han under begyndelsen af fængselsopholdet var blevet udsat for torturlignende overgreb, at ansøgerens broder var blevet anholdt af myndighederne i begyndelsen af 2009, og at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl. Endvidere kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne eftersøgte ansøgeren på grund af aktiviteter for den kurdiske sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/2.