Syrien201017

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere senest boende i Al-Malikiya. Ansøgerne havde som asylmotiv påberåbt sig, at de risikerede forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers etnicitet og aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i to måneder i forlængelse af Newroz i 2008, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var så centrale divergenser i den mandlige ansøgers forklaring herom, at disse ikke kunne forklares alene med sproglige vanskeligheder i forhold til tolkningen. Flygtningenævnet henviste herved til divergenser vedrørende omstændighederne ved pågribelsen, længden af tilbageholdelsen i isolationscelle, tidspunktet for den første afhøring og omstændighederne ved løsladelsen. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger skulle have haft en særlig rolle ved Newroz-festen i 2009, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at der var adskillige divergenser i ansøgernes forklaring om omstændighederne ved transport til og fra festen, om den kvindelige ansøger havde været bekendt med, at den mandlige ansøger ikke ville overnatte hjemme, og omstændighederne ved de efterfølgende ransagninger. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde sympatiseret med Yekiti-partiet og kørt taxa, herunder for partimedlemmer, til grund. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde haft videregående profilerende aktiviteter for Yekiti-partiet, som var kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af denne begrænsede aktivitet, der i øvrigt heller ikke kunne antages at være kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne bevirke en afgørende ændring af asylvurderingen, at ansøgeren havde fremlagt en erklæring, der efter det oplyste stammede fra en kurdisk hjemmeside, og som omhandlede en omtale af, at han havde været aktiv for Yekiti-partiet. Syrien/2010/17