Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 1988, hvor han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1998 blev ansøgeren udvist af Danmark ved dom. Flygtningenævnet stadfæstede i 1999 Udlændingeservices afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse. I 2000 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt af Danmark. Ansøgeren indrejste på ny i april 2006. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under hele sagens forløb havde forklaret rimelig konsistent, og der fandtes derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren efter tilbagevenden fra Danmark var blevet afhørt af de syriske myndigheder, men derefter løsladt, og at han kort tid senere var udrejst til Libanon, hvor han havde boet indtil april 2006. Det kunne endvidere lægges til grund, at han primo 2006 havde fået udstedt syrisk pas, og at han nogle gange legalt var indrejst i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have været kortvarigt tilbageholdt og slået under disse ophold i Syrien, fandtes dette ikke at have en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren set i forhold til Syrien opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syrien/2007/3
