Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar, født 1950 M og 1955 K, samt en søn, født 1979, fra Syrien. Den kvindelige ansøger indrejste i februar 2003, og den mandlige ansøger og sønnen indrejste i oktober 2003. Ansøgerne har en søn/broder, som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde under sagen gældende, at de havde været medlemmer af Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger havde, udover at have deltaget i møder, endvidere fungeret som kurer for partiet. I den forbindelse havde politiet fundet dokumenter vedrørende Yekiti-partiet på bopælen. Sønnen havde deltaget i en demonstration i Damaskus i forbindelse med den internationale børnedag, hvor han havde slået en politibetjent. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde endvidere gældende, at de var udrejst illegalt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet bemærkede herved, at den mandlige ansøgers forklaring i alt væsentligt var overensstemmende med sønnens forklaring, og at de uoverensstemmelser, der forelå, ikke var af en sådan karakter, at nævnet af denne grund kunne afvise forklaringerne. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på den mandlige ansøgers politiske aktiviteter sammenholdt med hans to sønners tilsvarende politiske aktiviteter. Syrien/2004/7