Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1959. Indrejst i december 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og at han i en del år havde boet i Damaskus. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som aktivt medlem af Yekiti-partiet havde været forfulgt af de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive yderligere forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved sin udrejse skulle have været asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren på et sent tidspunkt – efter blandt andet at være foreholdt dokumenter indhentet af de danske myndigheder efter ansøgerens accept hos de syriske myndigheder – havde vedgået, at han ikke var irakisk statsborger - men syrisk statsborger. For det andet havde ansøgeren – efter at have vedgået sin sande identitet som kurder og statsborger i Syrien – på en række punkter forklaret og beskrevet divergerende, usammenhængende og usikkert om sine og familiens påståede konflikter med de syriske myndigheder. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen overbevisende forklaring på omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af det ægte pas og danske visum, der var udstedt til ham i 1999 og 2000, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om en ransagning og en tilbageholdelse af ansøgerens søn i maj – juni 1999, at ansøgeren havde forklaret forskelligt og usikkert om sønnens konflikter med de syriske myndigheder efter ansøgerens udrejse af Syrien, og endelig at ansøgeren – når han blev foreholdt divergenserne i tidligere afgivne forklaringer/beskrivelse – havde svaret usikkert og typisk havde forklaret, at det var den senest foreholdte forklaring/beskrivelse, der var den rigtige. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som medlem af Yekiti-partiet havde haft konflikter med de syriske myndigheder som forklaret, og at han dermed skulle have været profileret i et sådant omfang, at han som følge heraf var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7. Det forhold, at det kurdiske Yekiti-parti – ved en erklæring udfærdiget i Berlin i december 2003 – havde angivet, at ansøgeren var medlem af partiet, og at han ville være i livsfare ved en tilbagevenden til Syrien, kunne ikke føre til et andet resultat. Endelig fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Syrien, fordi han i marts 2004 havde holdt en tale i Danmark ved en demonstration om kurdernes situation i Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene havde været tale om en beskeden – efterfølgende – profilering i forhold til de syriske myndigheder. Da de generelt vanskelige forhold for kurdere ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandt nævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved sin tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Syrien/2004/5
