Syrien20044

Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1977. Indrejst i marts 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til sagen, herunder til asylskemaet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet, at forklaringerne i alt det væsentlige måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde herefter til grund, at ansøgeren blev medlem af Yekiti i 1997, at han udførte politisk arbejde som menigt medlem af den celle eller gruppe, som ansøgeren var tilknyttet, og at han herunder skrev politiske digte under dæknavn, hvoraf nogle digte blev offentliggjort i Yekitis publikationer. Ansøgeren blev fængslet i januar 1999 af sikkerhedsmyndighederne og blev under fængslingen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt i september 1999 mod at underskrive en erklæring om at ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Flertallet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han efter en periode uden politisk virksomhed på ny tilsluttede sig cellen og på ny havde politisk aktivitet som cellemedlem i lighed med tidligere, herunder blev der i Yekitis publikationer trykt nogle digte, som ansøgeren havde skrevet, samt en politisk artikel om kurdernes manglende kulturelle rettigheder. Ansøgerens eget navn var heller ikke oplyst i forbindelse med disse offentliggørelser. Flertallet ville endvidere ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i december 2002 i Damaskus, uagtet han af øvrige medlemmer af cellen var frarådet dette, og at han, da han senere vendte tilbage til sin hjemby, flygtede til en landsby, hvor han opholdt sig skjult indtil udrejsen den i februar 2003 til Tyrkiet, fordi sikkerhedsmyndighederne spurgte efter ham på adressen i hjembyen. Syrien/2004/4