Flygtningenævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1968. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 havde været medlem af Yekiti-partiet og medlem af en kredsbestyrelse, ligesom han havde været leder af en kunst- og musikgruppe. Det lagdes yderligere til grund, ansøgeren deltog i en demonstration arrangeret af Yekiti-partiet i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under demonstrationen uddelte løbesedler, og at han derefter blev forsøgt tilbageholdt af en myndighedsperson, men at det lykkedes ansøgeren at slippe fri, således at myndighedspersonen alene fik fat i hans jakke med id-kort m.v. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgerens bopæl herefter blev ransaget, og at han blev eftersøgt af myndighederne. Nævnets flertal fandt på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet identificeret som aktiv for Yekiti-partiet, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2004/2