Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. I efteråret 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder fra Aleppo. Han er sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk parti, og han har ikke været religiøst forfulgt. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for politiske aktiviteter. Han har herved henvist til, at han i begyndelsen af 2009 blev anholdt, da han for første og eneste gang var på vej med politisk materiale fra Yekiti-partiet for sin bror, som han boede hos, til en af broderens venner. Han var efterfølgende fængslet frem til efteråret 2009, hvor han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at afholde sig fra politisk aktivitet. I løbet af den første måned af fængslingen blev han udsat for tortur. I sommeren 2010 blev broderens bopæl ransaget, og broderen blev anholdt, da der blev fundet politisk materiale på bopælen. Der blev spurgt efter ansøgeren, der ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede til en anden by og udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvorvidt – og i hvilket omfang – han var i besiddelse af politisk materiale ved anholdelsen. Han har således til politiet forklaret, at han nåede at smide papirerne væk inden anholdelsen, men at han havde en løbeseddel i sin pung og et billede af det kurdiske flag på sin mobiltelefon. I sit asylskema har han oplyst, at politiet ved visiteringen fandt nogle pjecer og papirer, som tilhørte partiet, og billeder på mobiltelefonen, som omhandlede kurdere og Kurdistan. Under samtalen med Udlændingemyndighederne har han forklaret, at politiet ved visiteringen kiggede i den pose, han havde med sig, og i hans mobil, hvor de fandt billeder af det kurdiske flag. Forholdt den tidligere forklaring til politiet om, at han nåede at smide papirerne væk, har han forklaret, at der må have været tale om en misforståelse. Ved kontroloplæsningen hos politiet af forklaringen læste tolken op, at han gerne ville have smidt papirerne væk, men ikke at han faktisk gjorde det. Han forklarede videre til udlændingemyndighederne, at han ikke havde en løbeseddel i sin pung, kun sin mobil og de dokumenter, han havde i en pose. Ansøgeren har endeligt til Flygtningenævnet forklaret, at han inden anholdelsen, mens han løb, smed posen om bag en mur, men at politiet så det og hentede den. Derudover havde han en kurdisk kalender i sin pung. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser, der vedrørte den centrale del af asylmotivet, er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om anholdelsen må tilsidesættes som utroværdig. Der er under sagen foretaget en torturundersøgelse. Det fremgår af personundersøgelsen, at der er fundet fire små ar – i venstre øjenbryn, i højre kæbebensvinkel, på højre skulderled og bagpå venstre lår, og af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren lider af PTSD. Det er herefter samlet vurderet, at det synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være en følge af tortur. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det forefundne og den deraf følgende konklusion er tilstrækkelig entydig til i sig selv at kunne føre til et andet resultat. Der er således tale om ukarakteristiske små forandringer, ligesom det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren har oplyst om psykiske belastninger også forud for den angivne anholdelse. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2013/3
