syri201313

Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at hun skal miste flere af sine børn eller hendes ægtefælle som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes datter i sensommeren 2012 blev slået ihjel af en granat, da datteren legede på altanen. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold hos ansøgeren broder, hvor de senere erfarede, at ansøgerens families bopæl var blevet bombet og ødelagt. I efteråret 2012 tog ansøgeren og hendes familie ophold på en skole, hvor der også boede andre flygtninge. Dette gjorde de, idet der ikke var plads til dem på broderens bopæl. Da de opholdt sig på skolen, kom der personer fra den frie syriske hær og spurgte efter mænd, der kunne kæmpe på deres side. Ansøgerens ægtefælle var ikke til stede på skolen, da personerne kom. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Syrien i efteråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i hjemlandet og særligt i hjembyen Aleppo, idet der forud for udrejsen foregik krigshandlinger og bombardementer som ovenfor beskrevet, hvorunder ansøgerens ene datter blev slået ihjel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne. Det kan efter det foreliggende ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Det lægges efter Udenrigsministeriets notat af 7. november 2013 sammenholdt med månedsrapport for oktober 2013 til grund, at der i Aleppo området er intensive kamphandlinger og beskydning af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse -  vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/13