Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobani, Syrien. Ansøgeren har siden barndommen været bosat i Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i 2011 opfordret andre til at deltage aktivt i oprøret mod det syriske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin ven har afholdt politiske møder, hvor de opfordrede deltagerne til at kæmpe imod det syriske styre. De har afholdt fire-seks møder. Ansøgerens fader ringede på et tidspunkt og fortalte, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på deres bopæl, og at myndighederne vidste, at ansøgeren var tilbage i Syrien, og at han sammen med sine venner var politisk aktiv. Ansøgeren forlod umiddelbart herefter Afrin og udrejste illegalt af Syrien den efterfølgende dag. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at han er syrisk statsborger og har som yderligere asylmotiv anført, at han har været indkaldt til aftjening af værnepligt, men at han ikke mødte op, idet det er imod hans personlige overbevisning at deltage i de krigshandlinger, der foregår i Syrien, og da han er for demokrati. Ansøgeren har givet udtryk for sine holdninger ved møder og demonstrationer både før og efter sin udrejse af Syrien. Ansøgeren mødte ikke op til aftjening af værnepligt, da han blev indkaldt, idet han var flygtet fra Syrien på det tidspunkt. Ansøgeren er helt sikker på, at han vil blive genindkaldt, hvis han indrejser i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sine politiske aktiviteter med en sådan intensitet, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.”I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste igen, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/12
