Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af muslimske ekstremister, fordi hun er konverteret til kristendommen. Videre har hun henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Syrien. I 2006 konverterede hun og hendes ægtefælle til kristendommen. I slutningen af 2011 kom hendes nabo på besøg, hvor hun bemærkede, at ansøgeren så en kristen tv-kanal, som hun plejede at se. Naboen sagde, at det var en dårlig tv-kanal, som var imod islam, og ansøgeren forsvarede i vrede tv-kanalen og Jesus. To dage senere kastede ukendte personer snavs på hendes dør og vasketøj, og naboerne ville ikke længere hilse på hende og familien. I sommeren 2011 kastede ukendte personer en sten mod ansøgerens vindue, og en uge senere skrev ukendte personer ”Dræb den, som skifter sin religion” på familiens dør. I sommeren 2011 blev hendes ægtefælle kidnappet af ukendte personer, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Efterfølgende flygtede ansøgeren og hendes børn hen til hendes forældre. Tre dage senere ringede ansøgerens nabo og fortalte, at hendes lejlighed var i brand. En uge senere blev hendes fader ringet op af en ukendt person, der sagde til ham, at han skulle dræbe hende, ellers ville de gøre det. Senere I sommeren 2011 udrejste hun sammen med sine børn illegalt. Det syriske politi har fortsat ikke fundet ægtefællen eller kidnapperne. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på den anførte baggrund har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for fortsatte alvorlige overgreb fra ukendte personer, hvilket må anses for at udgøre forfølgelse som følge af ansøgerens religion, idet ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse herimod. Den omstændighed, at politiet har modtaget anmeldelse og foretaget en vis efterforskning af kidnapningen og branden, kan ikke tages som udtryk for, at politiet fremadrettet vil yde ansøgeren beskyttelse mod videre overgreb, idet politiets hidtidige efterforskning er sket, uden at politiet har haft kendskab til baggrunden for overgrebene, idet det må lægges til grund, at politiet ikke i forbindelse med selve anmeldelsen er informeret om det mest nærliggende motiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på baggrundsmaterialets oplysninger om forholdene for konvertitter sammenholdt med den tidsmæssige sammenhæng mellem ansøgers udrejse og sikkerhedstjenestens efterspørgsel efter hende på faderens bopæl og finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at efterspørgslen har sammenhæng med udrejsen og baggrunden herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/27