syri201224


Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er statsløs kurder og sunni-muslim fra[…], der er beliggende i Qamishli kommune. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har støttet den kurdiske sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side på grund af sit ophold i det nordlige Irak i efteråret 2005, idet de syriske myndigheder mistænker ham for at samarbejde med kurdiske bevægelser i det nordlige Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til sin broder […]s forhold. Broderen er af en syrisk domstol i 2007 idømt fem års fængsel for våbensmugling. Ansøgeren har oplyst, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange på grund af en mistanke om, at han havde udført ulovlige politiske aktiviteter. Han var tilbageholdt i Damaskus en måned og fire dage medio 2003. I sommeren 2005 blev han anholdt i […]og efterfølgende tilbageholdt i 28 dage i Al-Hasaka. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er i myndighedernes søgelys alene som følge af broderens politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret om, at han under tilbageholdelsen i 2003 blev udspurgt af myndighederne om sin broder […]s politiske aktiviteter. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med broderens forklaring om, at han først kom i myndighedernes søgelys i 2004 i forbindelse med urolighederne i Qamishli. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring, der er central for ansøgerens asylmotiv, til grund. Herefter og da ansøgerens forklaring om, at myndighederne må have fået kendskab til ansøgerens rejse til Nordirak, fordi ansøgeren fortalte herom til nogle landsbybeboere, og at ansøgeren, efter myndighedernes kendskab til rejsen og deraf efterfølgende eftersøgning af ansøgeren, opholdt sig i cirka tre år i Syrien, herunder rejste rundt i landet, fremstår som usandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2003 og 2005 og den efterfølgende indrejse i Irak. Ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget og intensiteten af myndighedernes henvendelse til ansøgerens forældre, og forældrene og ansøgerens søskende har efter det oplyste ikke være udsat for overgreb fra myndighederne som følge af broderens forhold. Det bemærkes herved, at ansøgeren direkte har forklaret om, at broderen […] ikke har været i myndighedernes søgelys, selvom han lever et almindeligt liv uden at holde sig skjult. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse fra de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af broderens politiske aktiviteter eller som følge af ansøgerens egne aktiviteter. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/24