Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
At ansøgeren er statsløs etnisk kurder, sunni-muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det Demokratiske Kurdiske Parti i Syrien. Ansøgeren var i foråret 2008 anholdt i to måneder på grund af sin deltagen i en demonstration, der var rettet mod politiets drab på tre kurdiske mænd. Efterfølgende begyndte ansøgeren at hjælpe en bekendt med at transportere politisk materiale, herunder bøger og blade. I vinteren 2009 blev den lastbil, hvori ansøgeren var passager, ransaget, og der blev fundet en kasse med politisk materiale. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvanden måned. Ved sin løsladelse skulle han skrive under på, at han ikke ville fortsætte med at være politisk aktiv, og han blev pålagt meldepligt. Ved indkaldelsen til den tredje meldepligt i foråret 2010 valgte ansøgeren ikke at møde frem og forlod Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive livsvarigt fængslet, dødsdømt eller udsat for tortur, fordi han er udrejst illegalt af Syrien, samt fordi han har undladt at overholde sin meldepligt. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren to gange har været fængslet på grund af sit tilhørsforhold til det Demokratiske Kurdiske Parti. Uanset at ansøgeren ikke i forbindelse med asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han i forbindelse med løsladelsen fra den seneste frihedsberøvelse i 2009, blev pålagt meldepligt og blev opfordret til at samarbejde med de syriske myndigheder, finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter sammenholdt med de to frihedsberøvelser sandsynliggør, at ansøgeren er bragt i myndighedernes søgelys, og dermed ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/7