syri201123


Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk kurder født i en navngiven by nær Malikia, men rejste i 2004 til Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været aktiv for og sympatiseret med det kurdiske parti PYD i perioden fra 2009 og frem til sin udrejse af Syrien. Ansøgeren ha,r som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder for ulovlig politisk aktivitet for den kurdiske sag. Han har opbevaret og videregivet løbesedler samt deltaget i otte møder for PYD. Han har endvidere to gange fungeret som vagt, da en ven uddelte løbesedler. I foråret 2004 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i forbindelse med en demonstration i Malikia. Under tilbageholdelsen blev han udsat for falanga, og han fik ikke tilstrækkelig mad. I sommeren 2010 ransagede sikkerhedstjenesten ansøgerens bopæl, hvor de fandt to poser med løbesedler. Ansøgeren blev advaret og flygtede. Ansøgerens fader har været anholdt og forhørt tre gange som følge af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel af været mindre divergenser og udbygninger, men at disse ikke har et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter for PYD må anses for værende af underordnet karakter og af begrænset omfang. Nævnet lægger imidlertid vægt på, at ansøgerens aktiviteter er blevet opdaget af myndighederne, idet de ransagede hans bopæl og fandt løbesedlerne, og at ansøgeren er flygtet i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han er udrejst illegalt. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren gennem fængslingen i 2004 må antages at være registreret af de syriske myndigheder, og at ansøgerens familie (to farbrødre) er politisk aktive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/23