syri201116


Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse K-status til et ægtepar fra Syrien samt deres søn. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At den mandlige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti-partiet, for hvilket han har uddelt løbesedler i 2008 og 2010. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, da han har sympatiseret med Yekiti-partiet og søgt om asyl i et andet land. Han har i den forbindelse henvist til, at han i foråret 2008 blev tilbageholdt i ni måneder af de syriske myndigheder, som blandt andet udsatte ham for dulap, idet han havde uddelt løbesedler for Yekiti-partiet. Ansøgeren blev ved løsladelsen påbudt at standse sine politiske aktiviteter og pålagt at give myndighederne oplysninger. I 2010 uddelte ansøgeren to til tre gange løbesedler, hvori der blev gjort reklame for de kurdiske fester, der fandt sted i løbet af foråret. Ansøgerens navngivne kontaktperson, […], som gav ham løbesedlerne, blev anholdt af de syriske myndigheder i foråret 2010, og samme aften blev ansøgerens hjem ransaget af myndighederne, der opdagede nogle løbesedler, som ansøgeren havde skjult på bopælen. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet udsat for grove overgreb fra myndighedernes side og truet med gentagelse heraf, med mindre ægtefællen meldte sig. Hun frygter derfor fortsatte overgreb, og at hun på baggrund af ægtefællens politiske aktiviteter vil blive fængslet i stedet for ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne har været sammenhængende, overensstemmende og virket overbevisende og troværdige. Ansøgerne har herefter sandsynliggjort, at de er forfulgte og risikerer at blive anholdt, fængslede og udsat for overgreb som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter for Yeketi-partiet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/16