Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qameshli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog været medlem af en danse- og teatertrup tilknyttet det demokratiske kurdiske parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, da han flere gange og senest i marts 2010 har lagt hus til, at danse- og teatertruppen kunne øve, og at hans bopæl dagen efter blev ransaget af de syriske myndigheder, mens han var på arbejde. Myndighederne beslaglagde ved den lejlighed nogle kurdiske flag, billeder og pamfletter af kurdiske ledere og ansøgerens dansedragt i kurdiske farver, og beslaglagde senere ansøgerens id-kort og kørekort. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er fremtrådt som troværdig og selvoplevet og i overensstemmelse med de tidligere afgivne forklaringer, idet de mindre divergenser kan skyldes, at tidligere forklaringer er afgivet med medvirken af arabisk tolk. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens som følge af sine aktiviteter i og for danse- og teatertruppen [……..], tilknyttet det kurdiske demokratiske parti i Syrien, er eftersøgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/13