Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder. Han havde forklaret, at han var blevet anholdt af de syriske myndigheder under sin deltagelse i en demonstration den 12. marts 2004 i anledning af, at myndighederne havde dræbt nogle personer i forbindelse med uroligheder under en fodboldkamp. Ansøgeren havde efterfølgende deltaget i flere 12. marts-mindedemonstrationer, seneste i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret detaljeret og troværdigt om de forhold, han havde været udsat for. På enkelte punkter måtte der anses for at være afgivet divergerende oplysninger, men ansøgeren havde forklaret nærmere herom, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Nævnet kunne ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren havde fremlagt et dokument, der måtte anses for falsk. Nævnet havde således efter en samlet bedømmelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Ansøgeren havde således deltaget i demonstrationer i 2004, hvor han var blevet anholdt og tilbageholdt i 60 dage, hvorunder han var blevet udsat for tortur. Han havde også deltaget i senere demonstrationer, senest i marts 2007, hvor han havde deltaget i et håndgemæng. Han var ikke blevet anholdt, men havde skjult sig i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han udrejste illegalt. Familiens bolig var efterfølgende blevet ransaget flere gange. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien. Syri/2008/3