Syr20057

Flygtningenævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde siden 1998 været medlem af Yeketi partiet som menigt medlem. Ansøgeren havde deltaget i partimøder og uddelt materiale, idet han havde distribueret materialet til forskellige landsbyer. Det forhold, at ansøgeren var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder i 1999/2000 kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke herefter havde haft asylbegrundende konflikter. Heller ikke det forhold, at ansøgeren fra perioden fra 2000 – 2004 blev opsøgt af myndighederne adskillige gange og herunder kortvarigt tilbageholdt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på tilbageholdelsernes intensitet, samt på at ansøgeren hver gang var blevet løsladt betingelsesløst. Ansøgerens deltagelse i demonstrationer i marts 2004 og den omstændighed, at han i forbindelse med demonstrationerne gav tilladelse til, at en såret kurdisk kvinde blev anbragt i hans butik, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke herved var blevet så profileret, at han af den grund risikerede forfølgelse. Ansøgerens medlemskab af Yeketi-partiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De generelle forhold for etniske kurdere i Syrien kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/7