Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født 1975. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 havde været medlem af PDPK, først som menig medlem og fra 1998 som medlem af afdelingskomiteen i hans hjemby. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring om sine konflikter med de syriske myndigheder i perioden 1994 til 2003 til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele forløbet havde forklaret det samme om, hvornår han blev tilbageholdt, og hvad der passerede herunder. Flygtningenævnet lagde endvidere ansøgerens forklaring om deltagelse i en demonstration i hans hjemby i marts 2004 til grund. Selvom det ikke kunne antages, at ansøgeren havde været en af lederne i demonstrationen, fandt Flygtningenævnet, at myndighederne kunne have fået kendskab til hans deltagelse i denne. Herefter og sammenholdt med myndighedernes kendskab til ham som følge af de tidligere tilbageholdelser, som måtte antages udelukkende at skyldes ansøgeren etnicitet og politiske aktivitet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved udrejsen var og ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/5