Syr20054

Flygtningenævnetstadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1981. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han og hans familie havde stridigheder med en arabisk klan om et jordareal, som ansøgerens familie ejer i fællesskab med den arabiske klan. Ansøgeren havde herved henvist til, at den arabiske klan efterstræber ansøgeren på livet, fordi ansøgerens fader oprindeligt ikke har villet sælge sin del af jordarealet, og at den arabiske familie har øvet hærværk mod ansøgerens families restaurant, maskiner og olivenplantage og har beskudt ansøgerens families hus. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet truet på livet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af denne konflikt var efterstræbt på livet af den arabiske klan. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det i overensstemmelse med ansøgerens tidligere forklaringer og forklaring ved begyndelsen af nævnsmødet måtte lægges til grund, at jordarealet tilhørte ansøgerens fader og ikke ansøgeren, og at ansøgerens forældre og ansøgerens ægtefælle fortsat opholder sig i hjembyen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdene efter det oplyste var anmeldt til myndighederne i Syrien, der havde reageret ved blandt andet at anholde et medlem af den arabiske klan. Dette medlem er angivelig fortsat tilbageholdt. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at der forelå en konflikt, som han ikke kunne opnå den fornødne beskyttelse imod i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke haft asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder, idet han alene havde været udsat for en kortvarig tilbageholdelse med efterfølgende kortvarig meldepligt i marts 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren efter sin udrejse var eftersøgt af de syriske myndigheder på grund af økonomisk støtte til Yeketi-partiet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret, at han ikke havde været medlem af partiet i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke tidligere forklaret om, at han skulle have ydet økonomisk støtte til partiet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at han som ansat i sin faders firma havde betalt penge til Yeketi-partiet gennem sin broder, der var medlem af partiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til Yeketi-partiet i Danmark kunne begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved en tilbagevenden vil være i risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/4