Flygtningenævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien, født i 1982. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder fra det nordlige Syrien. Hun henviste som asylmotiv til, at hun frygtede at blive dræbt af sin far eller sin fætter, fordi hun ikke ville gifte sig med fætteren. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter faderen havde holdt ansøgeren indespærret, ligesom han flere gange havde truet hende, herunder med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ville gifte sig med fætteren. Hertil kom, at ansøgerens kusine for fire år siden blev dræbt af sin far, der er ansøgerens farbror. For dette æresdrab blev farbroderen idømt en måneds fængsel. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikker på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, selvom ansøgeren var gift og havde født et barn for nylig i Danmark, at hun ville blive udsat for æresdrab af sin far eller fætter, hvis hun vender tilbage til Syrien, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra faderens eller fætterens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004 - og at hun ikke kan påregne myndighedernes beskyttelse herimod. Syr/2005/1