Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og shia muslim fra [en by i] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes to sønner var imod det syriske regime og på den baggrund blev fængslet i tre måneder. Efter de blev løsladt, krævede myndighederne, at de skulle samarbejde med dem, hvilket sønnerne ikke gjorde, hvorfor de alle tre flygtede fra Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt, idet hun er shia muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, fordi hun ikke længere er libanesisk statsborger, og fordi hendes tidligere opholdstilladelse i Libanon skulle fornyes hver sjette måned. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på grund af hendes sønners angivelige konflikt med det syriske regime eller på grund af, at ansøgeren er shia muslim. Nævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke selv har oplevet nogen konflikter med de syriske myndigheder, ligesom hun ikke har oplevet konflikter på grund af sin religion. Flygtningenævnet lægger derimod på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren er født som libanesisk statsborger i Libanon af libanesiske forældre, og ansøgeren er opvokset i landet, indtil hun i starten af 1980’erne flyttede til Syrien for at blive gift. Ansøgeren indrejste i Libanon omkring 2011-2012, hvor hun opholdt sig sammen med sine to sønner, der udrejste i 2014, indtil hun selv i slutningen af 2015 udrejste af Libanon og i marts 2016 indrejste i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Spørgsmålet er herefter, om det kan godtgøres, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at ansøgeren kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at et barn født i Libanon af en libanesisk mor for at opnå opholdstilladelse i Libanon skal fremlægge sin egen libanesiske fødselsattest samt kopi af moderens libanesiske id-kort eller udskrift af registrering. Ansøgeren har ikke under sagen fremlagt dokumenter vedrørende sin mor, der efter det oplyste har været bosat i Tyskland de seneste 30 år. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om sin kontakt til moderen, idet hun under samtalen [af vinteren 2016/2017] forklarede, at hun i 2012 i Beirut genskabte kontakten til sine forældre og sin familie i Libanon, og at genforeningen var hård, men at hun dog blev accepteret. Under nævnsmødet har hun derimod oplyst, at hun ikke har sagt sådan, og at hun fortsat ikke har kontakt med moderen. Hertil kommer, at ansøgeren under sagen har forklaret divergerende om sine familieforhold, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen [af sommeren] 2016 oplyste, at hun har 11 søskende, som dels bor i Tyskland og i Libanon, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun alene har fem brødre og en søster, og at hun ikke har søskende i Libanon. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine familieforhold og finder på dette grundlag, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at det vil kunne dokumenteres, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, og at ansøgeren derfor vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Idet de generelle forhold for syrere i Libanon ikke er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, der derfor kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2019/6/mme
