Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i to demonstrationer mod regeringen i Syrien i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at bliver anholdt af de syriske myndigheder, da han har unddraget sig militærtjeneste, og fordi han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi der var krig, fordi han stod til at blive genindkaldt til militærtjeneste, og fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Retten i Roskildes dom [fra foråret] 2018 for overtrædelse af straffelovens § 181 idømt en behandlingsdom uden længstetid. Klageren var på gerningstidspunktet 35 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han fandtes omfattet af straffelovens § 16, og at der var en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet. Det må lægges til grund, at der kun skete begrænsede skader ved den begåede ildspåsættelse, og at der ikke var fare for andre personers sikkerhed. Det må endvidere lægges til grund, at klageren nu er i behandling, og at han har både før og efter ildspåsættelsen vist sig i stand til at opsøge hjælp, når han har haft behov for det. Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 181 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Henset til omstændighederne ved de begåede forhold, som fremstår som tilfældighedsprægede udslag af klagerens psykiske problemer, samt til de oplysninger der nu foreligger om hans aktuelle helbredstilstand, finder Flygtningenævnet at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/4/CHA
