Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med med Syri/2019/16+Syri/2019/18 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], [en større syrisk by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail [i sommeren] 2018 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren oplyst, at klageren ønsker at være omfattet af sin ægtefælles klage over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, og har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af hendes ægtefælles konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hendes sønner var i den militærpligtige alder. Klagerens ægtefælle blev ad flere omgange indkaldt til afhøringer af de syriske myndigheder med henblik på, at deres sønner skulle melde sig til militæret, men klageren og dennes ægtefælle ønskede ikke at lade sønnerne rekruttere. Den sidste afhøring af klagerens ægtefælle var ifølge ham selv sidste reelle chance for at flygte inden en anholdelse af ham, hvorfor klageren og hendes familie flygtede til landsbyen [navn på landsby] samt planlagde deres videre flugt fra Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at klagerens ægtefælle er udeblevet fra sit arbejde som statslig ansat lærer grundet deres flugt. Klageren har endvidere henvist til, at hun som offentlig ansat, der er udeblevet fra sit arbejde i mere end 16 dage, frygter at blive retsforfulgt ved en tilbagevenden til Syrien, hvor hun risikerer at blive idømt bøde eller fængselsstraf. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henviser herved til afgørelsen i klagerens ægtefælle statusændringssag af dags dato, hvoraf det fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans to sønner udeblev fra militærtjeneste Syrien, og at klageren i den anledning blev kontaktet af myndighederne vedrørende sønnernes opholdssted, til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. […] Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende og divergerende om datoer og rækkefølgen af begivenheder, der må anses for at være helt centrale for hans asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sønnen [A] udrejste af Syrien i [vinteren] 2013, og at sønnen [B] udrejste i slutningen af [sommeren] 2014, at de syv afhøringer, som han blev indkaldt til, fandt sted fra [begyndelsen af] 2013 til [sommeren] 2014, og at han udrejste af Syrien i starten af [foråret] 2015 10 dage efter klagerens ægtefælle og barn var udrejst fra Syrien. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunnet forklare med nogen sikkerhed, hvornår sønnerne udrejste, herunder om de var udrejst, da den seneste afhøring hos myndighederne fandt sted. Han forklarede videre, at han var til afhøring hos myndighederne fem til syv gange i en periode, der varede 1 – 2 måneder – ikke så længe før hans udrejse af Syrien. Nævnet bemærker hertil, at den kvindelige klager har forklaret, at hun og datteren udrejste [i begyndelsen af] 2015, og datteren har forklaret, at klageren sluttede sig til dem i Tyrkiet nogle måneder efter. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har oplevet problemer med myndighederne efter sin sidste afhøring i [sommeren] 2014 og frem til sin udrejse i [foråret] 2015, uanset at han ved den sidste afhøring fik at vide, at han ville blive tilbageholdt, hvis han ikke afleverede [B] til myndighederne inden 10 dage, og at han i løbet af perioden var tilbage til sin bopæl og arbejdsplads flere gange. […] Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises herved til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot dersertører of personer som unndrar seg militærtjenste” af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien uden forudgående opsigelse af sin stilling som offentlig ansat lærer på et erhvervsgymnasium i [en større syrisk by], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre – fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han fra sommeren 2013 til [foråret] 2014 har udført nødhjælpsarbejde for indbyggerne i [en større syrisk by], kan dette forhold ikke føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet klageren har forklaret, at han aldrig har oplevet konkrete konflikter med myndighederne som følge af dette arbejde. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan begrunde asyl. Det forhold at klageren har offentliggjort systemkritiske opslag på sin facebookprofil kan ikke føre til at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, henset til karakteren af opslaget, og at klageren i øvrigt er helt uprofileret. Klagerens frygt for, at hans døtre risikerer at blive tvangsrekrutteret til YPG kan heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorved bemærkes, at der er tale om et forhold, der vedrører klagerens døtre, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update om Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Herefter, og da de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet sammenfattende, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælle under sin statusændringssag er fremkommet med et nyt asylmotiv, som han ikke ønsker, at klageren bliver gjort bekendt med. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til det forhold, at hun forlod en stilling som offentlig ansat uden forudgående opsigelse, lægger nævnet vægt på, at det af klagerens forklaring fremgår, at årsagen til, at hun ikke mødte på arbejde var, at skolen på grund af kamphandlinger var inddraget som base, og på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre til fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/17/CHPE
