Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han oplyser at have deltaget i flere demonstrationer mod den syriske regering i løbet af 2011 og 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han som følge af sin deltagelse i en række demonstrationer, figurerer på myndighedernes terrorliste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ven [A] har fortalt myndighederne, at klageren er terrorist. På et tidspunkt i 2012 mødte klageren [A], der fortalte, at han havde været agent for militæret og tilbød klageren at indlede et samarbejde med militæret. Da klageren takkede nej, blev han anholdt af fire personer i militæruniform og ført til en militærluftbase, hvor han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i omkring syv dage. Efter en måneds hospitalsindlæggelse som følge af sine skader blev klageren på ny tilbageholdt på militærbasen i omkring syv måneder. For at undgå yderligere fysiske overgreb fortalte klageren en falsk historie om at have været en del af en gruppe, som bar våben, angreb checkpoints, kidnappede og slog soldater ihjel. Klageren blev herefter overført til en civilarrest, hvorfra han blev løsladt efter syv måneder med besked om snart at skulle møde for retten med henblik på at modtage sin dom. Efter omkring tre uger udrejste klageren af Syrien. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om individuelle konflikter i Syrien til grund. Derimod finder Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen skal, jf. forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet. Klageren er ved [landsrettens] dom af [efteråret] 2017 fundet skyldig i personfarlig kriminalitet blandt andet begået mod offentligt ansatte og straffet med fængsel i 8 måneder. Han er ved [byretten] dom af [foråret] 2018 fundet skyldig i blandt andet vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, og straffet med fængsel i 5 måneder. Endelig er han ved [byretten] dom af [sommeren] 2018 på ny fundet skyldig i vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, og straffet med fængsel i 5 måneder. Klageren er således samlet straffet med fængsel i alt 18 måneder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har begået kriminalitet, der må anses for særligt farlige forbrydelser, således at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, og Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/14/TLNJ
