Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter, at han vil blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder, fordi han ikke har deltaget i militærtjeneste efter, at der udbrød krig i Syrien. Klageren har som asylmotiv herudover henvist til, at han vil blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder som følge af, at klageren ikke havde opfyldt sin aftale om at arbejde som meddeler for dem. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være tvunget til at deltage i militærtjeneste, hvor han vil være i risiko for at blive slået ihjel eller slå andre ihjel. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev en del af en dansegruppe efter, at klageren blev sendt hjem fra militærtjeneste [vinter] 2009. Klageren oplærte børn i at danse til det kurdiske nytår. Tre til fire måneder efter blev klageren anholdt og tilbageholdt af myndighederne sammen med to andre medlemmer af dansegruppen ved navn [A] og [B]. De blev tilbageholdt og anholdt på [B’s] bopæl. De syriske myndigheder mente, at klageren var politisk aktiv. Under klagerens tilbageholdelse spurgte myndighederne ham ind til, hvem der var medlem af gruppen, og hvem der var lederen. Klageren blev udsat for fysiske overgreb, indtil klageren underskrev nogle dokumenter om, at han stod bag at lave oprør, demonstrationer og advokerede for kurderes rettigheder. Klageren var tilbageholdt i seks til syv måneder, hvorefter klageren blev løsladt. Klagerens plejefar ved navn [C] havde betalt penge for at få ham løsladt. Betingelsen for løsladelsen var, at klageren skulle arbejde som meddeler for myndighederne. Klagerne har efterfølgende hørt, at de andre medlemmer af dansegruppen, børnene, som klageren oplærte, og børnenes forældre, også var blevet anholdt og tilbageholdt. Nogle af dem, herunder [A] og [B], blev løsladt igen med betingelse om, at de også skulle arbejde som meddeler for myndighederne. Dagen efter klagerens løsladelse tog han til Afrin, hvor ansøgeren opholdt sig i otte til ti dage. Herefter udrejste klageren illegalt af Syrien ved at krydse grænsen til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om individuelle konflikter i Syrien til grund. Derimod finder Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set som statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen skal, jf. forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren er ved Vestre Landsrets dom af [vinter] 2018 fundet skyldig i personfarlig kriminalitet af meget grov karakter og idømt en straf af fængsel i tre år og seks måneder. Landsretten har endvidere fastslået, at klageren i en række af forholdene har haft en ledende rolle. Forholdene er begået over for flere personer, der er kommet klageren på tværs. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren også fremadrettet vil udgøre en fare for samfundet. Uanset oplysningerne om klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/10/GJEY
