Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (midlertidig status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgerens mor er statsborger i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil spørge hende, hvorfor hun er udrejst, og hvad hun har lavet i udlandet. Ansøgeren har derudover henvist til, at de unge mænd fra Den Frie Syriske Hær har opsøgt hende ved svigerfamilien for at spørge, om de måtte overtage hendes hus. Hun frygter endvidere de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der i ansøgerens område var kampe mellem parter, der henholdsvis støttede og var imod de syriske myndigheder. Ansøgeren boede hos sin svigerfamilie, da unge mænd fra Den Syriske Hær kom og spurgte, om de måtte overtage ansøgerens hus, som stod tomt. Ansøgeren sagde til dem, at de ikke måtte overtage huset. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgeren. I forhold til Libanon har ansøgeren forklaret, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, fordi hun ikke ville vide, hvor hun skulle bo henne. Hun ønsker endvidere at blive i Danmark, fordi hun gerne vil passe sin mor, der lider af Alzheimers. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon som statsløs palæstinenser og har boet i Libanon, indtil hun blev gift i 1983. To af hendes sønner, to af hendes døtre og hendes søster opholder sig fortsat i Libanon. Ansøgeren indrejste legalt i Libanon i 2011, hvor hun opholdt sig, indtil hun rejste til Danmark i 2015. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men har boet i Danmark siden omkring 1986. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Spørgsmålet er herefter, om Flygtningenævnet kan godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at ansøgeren kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Ansøgeren har fortsat sit syriske pas, som er gyldigt til [sommeren] 2020. Af passet fremgår, at ansøgeren er født i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har dokumentation for, at hendes mor er libanesisk statsborger, at hendes mor, som er dement, ikke kan bidrage med oplysninger og ikke har libanesiske identifikationspapirer, samt at ansøgeren afleverede sine egne dokumenter fra Libanon til de syriske myndigheder, da ansøgeren søgte og fik syrisk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt syrisk pas i sig selv er tilstrækkeligt til at opfylde kravene til dokumentation med henblik på at opnå opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet henviser til, at det fremgår af notat [fra starten af] 2018 fra Udenrigsministeriet, at et barn født i Libanon af en libanesisk mor for at opnå opholdstilladelse i Libanon skal fremlægge sin egen libanesiske fødselsattest samt kopi af moderens libanesiske id-kort eller udskrift af registrering. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan opfylde kravene til dokumentation. Flygtningenævnet har derfor ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren kan opnå beskyttelse i Libanon som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” syri/2018/48/SLH
