Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militæret. Han har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han aftjente militærtjeneste i 1992, hvor han aftjente et år og syv måneder. [I foråret] 2012 blev klageren stoppet ved en kontrolpost, da han havde samme navn som en person, der var eftersøgt. Han blev efterfølgende fængslet og udsat for grove fysiske overgreb. [I foråret] 2012 blev klageren løsladt mod bestikkelse. [I efteråret] 2012 blev klageren igen fængslet, da han skulle hente sit eget samt familiemedlemmernes pas, der var blevet udstedt. Klageren var fængslet i 14 til 16 dage, hvorefter han blev løsladt mod bestikkelse. Under fængslingen blev han slået og udsat for forskellige former for overgreb. [I begyndelsen af] 2013 udrejste klageren af Syrien. I 2015 blev klagerens lillebror stoppet ved en kontrolpost, hvor myndighedspersonerne spurgte efter klageren. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der e omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren kortere tid efter at have opnået asyl i Danmark har begået personfarlig kriminalitet i form af vold mod sine tre mindreårige børn og fremsættelse af trusler, herunder navnlig vidnetrusler, mod den tidligere ægtefælle, for hvilket han blev idømt 6 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år. Flertallet bemærker herved, at Østre Landsret i sine præmisser udtaler følgende om strafudmålingen ”Volden er begået overfor en tidligere ægtefælle og overfor mindreårige børn i deres hjem. Vidnetruslerne fandt sted i forbindelse med, at børnene befandt sig hos tiltalte, der efter at have tilegnet sig datterens nøgle, trængte ind i forurettedes hjem, hvor han udøvede vold mod forurettede i form af tildeling af lussing, ligesom han satte en kniv for halsen af hende og truede hende på livet. Henset hertil og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, forhøjer landsretten straffen til fængsel i seks måneder, ligesom det tiltrædes, at der – navnlig når der henses til, at volden overfor børnene har stået på over en periode, og at volden er fulgt op af trus-ler, herunder grove vidnetrusler mod den tidligere ægtefælle – ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.” Flertallet finder på denne baggrund, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 32, stk. 2. Det af klageren anførte vedrørende de personlige forhold og tilknytning til det danske samfund henhører under den verserende sag, jf. udlændingelovens § 50. Nævnets flertal har ikke fundet grundlag for at afvente domstolens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 50. Flygtningenævnets flertal finder således, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. SYRI/2018/35/CHA
