Nævnet hjemviste i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og muslim fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [medio] 2016, og at han den [ultimo] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har på vegne af klageren [foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at klageren på grund af sin mentale og psykiske tilstand ikke var i stand til at oplyse, at han som følge af sin fars konflikt med myndighederne vil risikere asylbegrundende forfølgelse, herunder blive tvunget til at aftjene i militæret. Klageren har som asylmotiver henvist til de generelle forhold i Syrien, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af truslerne mod hans mor og far, og at han risikerer indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [primo] 2017 om opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3, alene har taget stilling til klagerens risiko som følge af de generelle forhold i Syrien og ansøgerens risiko for at blive hvervet til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har ikke forholdt sig til ansøgerens eventuelle motiv afledt af forældrenes forhold i Syrien. Det bemærkes hertil, at Udlændingestyrelsen alene har inddraget oplysninger, klageren selv har givet. I betragtning af klagerens mentale tilstand, finder Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen burde have oplyst sagen ved at inddrage andre oplysninger end klagerens egen forklaring, herunder forklaringerne afgivet af hans mor og far. Flygtningenævnet finder at klagerens eventuelle afledte asylmotiv skal vurderes af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen.” Syri/2018/3/DH