Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandigt ved dom af efteråret 2016 afsagt af [en byret], som blev stadfæstet ved [en landsrets] dom af [vinteren 2016-2017], dog med en nedsættelse af straffen til fængsel i 1½ år og indrejseforbud i 12 år. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Vinteren 2017-2018] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en landsby i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af efterretningstjenesten, idet han er deserteret fra militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han har modtaget indkaldelser til militæret, og at han ikke vil slå andre mennesker ihjel. Klageren har oplyst, at han skulle i militæret, da han blev 18 år. Han gjorde tjeneste ved [en by] i et kampvognsregiment, hvor han servicerede biler og fik militær træning. Klageren afsluttede sin militærtjeneste efter kun 45 dage, da han havde en skadet arm. Klageren har videre oplyst, at han i 2011 eller 2012 blev genindkaldt til militæret, hvor han skulle tjene i luftefterretningstjenesten. Efter tre dage blev klageren hentet fra sin bopæl og bragt til [en lufthavn], i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Klageren udrejste ikke inden fristen på to dage, fordi han havde fået forlænget fristen for at indfinde sig ved militærbasen, ved at bestikke [A] i [en by]. Herefter fik klageren militærtræning og våbentræning, og han fik at vide, at han skulle udstationeres i [et område], i hvilken forbindelse klageren valgte at desertere. Han henvendte sig til personaleafdelingen og betalte 25.000 lira for 72 timers orlov ved bestikkelse. Klageren tog hjem til sine forældre, hvorefter han tog hjem til sin ægtefælles familie i [en landsby], hvor han opholdt sig i fire dage. I denne periode blev han ringet op af efterretningstjenesten. Efter de fire dage hos sin svigerfamilie udrejste klageren til Libanon men blev nødt til at rejse tilbage til Syrien efter halvanden uge på grund af Hizbollah, der samarbejdede med de syriske myndigheder. Dette var i starten af 2013, og klageren rejste til [et bjerg], hvor han opholdt sig i 45 til 50 dage. Efterfølgende boede han hos sin svoger i omkring en måned, hvorefter han rejste udrejste af Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark, og han taler ikke dansk. Klagerens hustru er ligeledes uden tilknytning til arbejdsmarkedet og familien taler ikke dansk sammen. Familien, der nu består af klageren, hans hustru og to børn, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [vinteren 2014-2015]. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået i [vinteren 2015-2016]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/21/mme
