Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde med statsborgerskab i både Syrien og Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun udover sit syriske statsborgerskab også er jordansk statsborger. Ansøgeren blev registreret som jordansk statsborger ved fødslen, idet hendes far er jordansk statsborger. Ansøgerens mor er syrisk statsborger. Ansøgeren opnåede syrisk statsborgerskab for 16 år siden. Da ansøgeren blev meddelt sit syriske statsborgerskab, bibeholdt hun sit jordanske. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det syriske regime, idet hendes ægtefælle, som er oberst i den syriske hær, er forsvundet, og da hun selv er udrejst af Syrien. Ansøgeren frygter desuden at blive dræbt af modstandere af det syriske regime, fordi hendes ægtefælle arbejder for militæret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle i 1995. Ægtefællen arbejdede på dette tidspunkt på administrationsområdet i [nærmere angivet administrativt kontor], men senere begyndte han at arbejde på forsvarsområdet, og han steg han i rang til oberst. Ægtefællen har dog aldrig haft noget med våben at gøre. Ansøgeren og ægtefællen flyttede til Yarmouk-lejren i 2012. I slutningen af 2012 begyndte ægtefællen at modtage trusselsopkald. Ægtefællen fik at vide, at han ville komme til at betale prisen for sit arbejde for regimet. Der blev sagt det samme under alle trusselsopkaldene. I januar 2013 blev ansøgerens bopæl brændt ned under et angreb på Yarmouk-lejren. Ansøgeren formoder, at det var en gruppering, som kæmpede mod regimet, som satte ild til huset. Ægtefællen blev ved med at modtage trusselsopkaldene indtil oktober eller november 2014. Den 1. december 2014 tog ægtefællen på arbejde, men han vendte ikke tilbage. Ansøgeren har ikke set sin ægtefælle siden. Der er ikke nogen, som har taget ansvar for ægtefællens forsvinden. Ansøgeren blev boende på bopælen. Trusselsopkaldene stoppede, da ægtefællen forsvandt. Den 14. oktober 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev. I trusselsbrevet stod der, at ”Vi fjerner dig, ligesom vi har fjernet din mand”. Der stod ikke yderligere. Ansøgeren udrejste kort tid efter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet hun ikke har oplyst om sit dobbelte statsborgerskab hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen den 9. juni 2016. Hun har i samtalen af 3. februar 2017 forklaret, at hun bevidst undlod at oplyse herom, idet hun var bange for, at det ville skade hendes muligheder for at søge familiesammenføring med sine børn. Ansøgerens forklaring om, hvordan hun mistede sit jordanske pas, forekommer endvidere konstrueret og utroværdig. Ad Syrien. Det kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle var oberst i den syriske hær, at han forsvandt i slutningen af 2014, og at familiens hus blev brændt ned i begyndelsen af 2013, hvor familien boede i Libanon. Selvom det lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle modtog telefoniske trusler, er ansøgeren ikke blevet truet, heller ikke efter ægtefællens forsvinden. Ansøgeren har alene forklaret om én skriftlig trussel. Hendes forklaring herom er udetaljeret og savner den fornødne intensitet. Ansøgeren har endvidere ikke medbragt den skriftlige trussel som dokumentation. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren vil på baggrund af de generelle forhold i Syrien isoleret set være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ad Jordan. Ansøgeren har under samtalen den 3. februar 2017 forklaret, at hverken hun eller hendes familie har oplevet problemer i Jordan. Allerede på baggrund af det sene tidspunkt for forklaringen om hendes brors problemer i Jordan, kan disse ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved indrejse til Jordan vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren kan således tage ophold i Jordan. Da ansøgeren er registreret som statsborger i Jordan, må det forventes, at hun på ny kan få udstedt pas. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2018/20/JHB.
