Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klagerne er muslimer og etniske kurdere. Den mandlige klager er syrisk statsborger, og den kvin-delige klager er statsløs kurder fra Al-Hasaka provinsen, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klagerne – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klagerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klagerne til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klagerne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klagerne skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I denne vurdering indgår på den ene side karakteren af den ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2016 pådømte kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klagerne må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og på den anden side oplysningerne om klagernes familiemæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/15/SSM
