Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobane, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] august 2015, og at hun [i] november 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] oktober 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive tvangshvervet af PKK, samt at hun frygter forfølgelse fra IS, herunder at blive kidnappet af IS igen. Klageren har om sin frygt for PKK oplyst, at hun i 2014 blev opsøgt af ukendte PKK-medlemmer, som opsøgte alle hustande i området, idet de opfordrede unge mænd og kvinder til at kæmpe for dem. Klageren og hendes forældre sagde, at klageren og hendes søster ikke ønskede at kæmpe for PKK. To dage senere opsøgte de samme PKK-medlemmer klagerens bopæl, hvor klageren fastholdt, at hun ikke ønskede at kæmpe for PKK. Klageren har om sin frygt for IS oplyst, at hun i juli 2014 blev tilbageholdt af IS, da hun sammen med skoleelever var på vej fra Aleppo til Kobane efter deres afsluttede eksamener. Personerne fra IS sagde, at pigerne skulle bære hijab og ikke måtte gå i skole. De måtte kun være hjemme, hvor de skulle bede og højst måtte læse i Koranen. Pigerne blev herefter kørt i omkring 30 minutter til en skole sammen med skoleeleverne fra de andre busser. Her blev de låst inde i to dage. Skoleeleverne var tilbageholdt af omkring ti personer. Under tilbageholdelsen gentog personerne fra IS, at pigerne ikke måtte studere, og de fik vist videoer af personer, som IS havde dræbt. Efter to dage nedskrev personerne fra IS skoleelevernes personlige oplysninger fra deres eksamenspapirer og lod dem gå. Eleverne blev truet med, at hvis de blive taget af IS igen, ville de ikke blive løsladt. Klagerens forklaring om, at hun sammen med andre skoleelever blev tilbageholdt af IS i juli 2014 kan ikke føre til, at klageren kan anses for at være konkret og individuelt forfulgt af IS. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages at have været tilfældigt, at klageren var med i bussen, og at tilbageholdelsen således ikke kan anses for at have været rettet individuelt mod hende. Hertil kommer, at IS efter de foreliggende baggrundsop-lysninger ikke længere har kontrollen i området. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun vil blive forsøgt tvangshvervet af PKK ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at PKK ikke gjorde alvor af deres trussel om at tage klageren med, samt at klagerens bopæl ikke blev opsøgt af PKK i de 2-3 uger, der forløb fra deres anden henvendelse på bopælen til klagerens udrejse. Hertil kommer, at det af de foreliggende bag-grundsoplysninger fremgår, at hvervning som udgangspunkt sker på frivillig basis. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2017/9/CHHA