Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bort-faldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved dom [foråret] 2016 afsagt af Retten i Herning, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Efteråret] 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes i medfør af udlændingelovens § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Qamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han oprindeligt fik sin værnepligt udsat den [foråret] 2013, fordi han var under uddannelse. Efter endt uddannelse rejste klageren [i foråret] 2013 til Tyrkiet og undlod dermed at melde sig til militærtjeneste. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet lægger, som Udlændingestyrelsen, til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har haft arbejde i Danmark og ikke har nær familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Flertallet har videre lagt vægt på karakteren og omfanget af den forbrydelse, klageren blev dømt for ved rettens dom [foråret] 2016, herunder at der ved ildspåsættelsen opstod fare for andre mennesker. Endelig har flertallet lagt vægt på længden af den idømte straf og finder, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet. Flertallet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/7/thj
