Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret 2015], og at hun [en nærmere angiven dato i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en nærmere angiven dato i foråret 2016] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af klagerens oplysninger til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret 2015], at klageren og hendes ægtefælle i 2012 flyttede fra Aleppo, efter at ægtefællen i [foråret 2012] blev genindkaldt til militærtjeneste, og der kort tid efter blev udstedt en arrestordre på ægtefællen. Parret har herefter indtil 2015 levet hos ægtefællens forældre i Afriin, hvor de drev en restaurant. Parret udrejste af Syrien, fordi driften af restauranten ikke var tilfredsstillinde. Der var ikke penge til at hele familien kunne udrejse af Syrien på én gang, så fem-seks måneder efter ægtefællens udrejse skaffede familien de resterende penge, så klageren og børnene kunne udrejse. Klageren findes ikke alene som følge af indkaldelsen af ægtefællen til militærtjeneste i 2012 og den efterfølgende arrestordre at være i konkret og individuel risiko for forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet bemærker herudover, at hverken den omstændighed, at det ikke vil være muligt for klageren og dennes børn at få et ordentligt familieliv i Grækenland, eller det af klageren oplyste om utilstrækkelige muligheder for familiesammenføring kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2017/6/MJM
