syri201747

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har aftjent militærtjeneste. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Danmarks lovgivning forhindrer ham i at bringe sin familie til Danmark. Klageren har også anført, at hans familie i Syrien lever i en lejr under dårlige forhold, hvilket har påvirket hans families og hans helbred. Klageren har som oprindeligt asylmotiv anført, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har hjulpet to sårede mænd fra Den Frie Syriske Hær. Han har videre anført, at han frygter PKK og YPG, som har forsøgt at hverve ham. Klageren har til støtte for sine asylmotiver nærmere anført, at han i 2014 hjalp to ukendte mænd fra Den Frie Syriske Hær, der henvendte sig på klagerens bopæl, fordi den ene af mændene var såret. Samme dag, som mændene havde forladt klagerens bopæl, blev bopælen opsøgt af myndighederne, der spurgte efter klageren. Klageren flygtede straks til en ven, hvorfra han få dage senere tog til [mindre by] hvor han blev forsøgt hvervet af PKK og YPG og i den forbindelse blev truet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet han på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hans forklaring for nævnet har fremstået afglidende og ukonkret. Klageren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvornår mændene fra Den Frie Syriske Hær indfandt sig på hans bopæl. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 har han forklaret, at de indfandt sig [i starten af] 2014. Under samtalen [i foråret] 2015 har han forklaret, at de indfandt sig omkring [sommeren] 2014, og under samtalen for nævnet har han forklaret, at han ikke husker, hvornår mændene indfandt sig, eller hvor lang tid der gik herfra, og til han forlod Syrien. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i [mindre by] og [mindre by], ligesom han har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med PKK og YPG. Ansøgeren har således ikke oplyst noget herom i sit asylskema. Under sin første samtale i Udlændingestyrelsen har han forklaret om konflikten med PKK, mens han først under sin anden samtale har nævnt en konflikt med YPG. Hertil kommer, at klageren har forklaret divergerende om kontakten med PKK og YPG. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til PKK eller YPG. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at de forhold som klageren har anført i sin klage [i foråret] 2017 ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/47/IVK