syri201718

Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og et medfølgende barn fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren er etnisk assyrer og ortodoks kristen fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i starten af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte herfor oplyst, at klageren er i risiko for individuel forfølgelse som følge af sin religion som ortodoks kristen, og fordi hun er etnisk assyrer og enlig kvinde. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren ikke er fremkommet med oplysninger om, at hun har været udsat for nogen form for personlig forfølgelse som følge af sin religion. Nævnet bemærker herudover at den omstændighed, at klageren som etnisk assyrer både tilhører en etnisk minoritet og en kristen minoritet og samtidig er enlig kvinde, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syri/2017/18/SOL