Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive offer for krigen, da der forekommer vilkårlige angreb på civile. Videre har ansøgeren oplyst, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon. Ansøgeren mener ikke, at hun vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Palæstinensere i Libanon bliver diskrimineret og har generelt ingen rettigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgerens asylmotiv er – som det er oplyst for nævnet - afledt af forældrenes, navnlig morens, asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og henviser herved til det anførte vedrørende den kvindelige ansøger: ”… Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende – også i forhold til den mandlige ansøger – ligesom forklaringen forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Hun fik et fysisk trusselsbrev, beskeder på sin mobil og på facebook. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør. Hun modtog den første trussel i juli 2012. Familien udrejste i slutningen af 2012. Forinden havde hun modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Den mandlige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han ikke vidste, hvornår hans ægtefælle havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok på e-mail. Den mandlige ansøger har ikke nævnt et drab på et familiemedlem, der boede i samme bygning. Ansøgeren har videre til sin første asylsamtale forklaret, at den facebook side, hun skrev på, blev kaldt Yasmin Al-Sham. Den var oprettet af Alsadi familien og andre naboer og venner i begyndelsen af konflikten i Syrien i den hensigt, at de kunne skrive deres mening om, hvad der foregik i Syrien. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at facebook-gruppen oprindelige var ment som en fælles gruppe for beboerne på gaden, så de kunne vide, hvad folk havde af planer for ejendommen etc. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun skrev en på facebook siden, at hun var imod det, der foregik i Syrien, mens hun til den anden asylsamtale udbyggende forklarede, at hun fortsatte med opdateringer næsten hver dag og delte billeder af krigen og fortsatte hermed, indtil hun kom til Danmark. Flygtningenævnet finder herved det påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at påvise nogen af de angivelige trusler på hverken facebook eller telefon eller opdateringerne på facebook, og at hun efter sin forklaring til den anden asylsamtale har oprettet ny facebook profil fire gange, senest i sommeren 2015 – efter at hun var kommet til Danmark og efter, at hun til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt, om hun ville kunne fremvise trusler fra facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun i Libanon modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med en besked uden afsender, hvorpå der stod: ”vi skal nok få fat i dig”. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at personen, der gav hende beskeden, var fra Shabiba og fra Alsadi familien. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den kvindelige ansøger modtog trusler to til tre dage efter, at de kom til Libanon. Han kendte kun til en trussel, og den kom fra Emarat i form af en sms. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at naboerne angiveligt er fortsat med at opsøge ansøgerens søstre i Libanon vedrørende ansøgerens opholdssted taget i betragtning, at ansøgeren udrejste af Libanon i 2012 […] Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren som syrisk statsborger, isoleret set er omfattet af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger og har et netværk i Libanon, at ansøgeren med sin familie har boet i Libanon frem til 2004, at familien i forbindelsen med udrejsen af Syrien i 2012 opnåede opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Libanon. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 27. maj 2015 og supplement af 7. januar 2016, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor og ikke-libanesisk far, kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/14/SEL
