Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2015, og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev modtaget i Flygtningenævnet [i starten af] 2017 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er flygtet fra Syrien, fordi han ikke vil aftjene værnepligt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i sommeren] 2017 fylder 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2017/11/SLH