syri201694

Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har været medlem af Al Taqadomi Fi Suria (Fremskridtspartiet) siden 2003 og er fortsat medlem. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens søn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er forfulgt af det syriske regime på grund af sine politiske aktiviteter for Al Taqadomi Fi Suria. Endvidere vil han ved en tilbagevenden til Syrien blive henrettet, fordi sønnen med klagerens bistand er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han tidligere har været fængslet, tortureret og mishandlet på grund af sine politiske aktiviteter, ligesom mange andre partimedlemmer har været udsat for samme behandling. Der er endvidere mange, der er blevet dræbt på grund af deres aktiviteter. Klageren er blevet tilbudt et individuelt behandlingsforløb på Rehabiliteringscenter for Torturofre […] fra [primo] 2017. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet finder således klagerens forklaring om, at han i 2004, 2012 og 2015 har været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter troværdig. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren under sin ni måneders tilbageholdelse i 2012 blev udsat for tortur. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søn var deserteret fra militærtjeneste, og at klagerens hus [i foråret] 2013 som følge heraf var blevet ransaget, samt at klageren som følge af sønnens desertering, som klageren havde bistået med, var kommet yderligere i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at klageren [i sommeren] 2015 blev tilbageholdt i forbindelse med, at klageren havde rettet henvendelse til paskontoret sammen med [A] for at få et pas, og at han i forbindelse hermed blev udsat for fysiske overgreb som følge af sine politiske aktiviteter og sønnens desertering. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/94/ADP