Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klagerne er etnisk assyrere og kristne af trosretning fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at de [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på klagernes vegne [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningehjælpen har til støtte herfor oplyst, at klagerne frygter overgreb fra islamistiske grupper, fordi de er assyriske kristne. Klagerne har herom oplyst, at de kristne, som ikke bliver taget til fange af Islamisk Stat, bliver slået ihjel, og de eneste, som er kommet helskindet ud af den nuværende situation, er de kristne, der er flygtet fra Syrien. Islamistiske grupper, som for eksempel Islamisk Stat, Al-Qaeda og den Frie Syriske Hær, lader ikke kristne leve i fred. Klagerne har ydermere som asylmotiv henvist til, at de frygter det syriske styre, da deres børn er i risiko for at blive tvunget til at deltage i væbnet konflikt på myndighedernes side. Klagerne har herom oplyst, at deres søn har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor der er risiko for, at klagerne vil blive udsat for overgreb, da det syriske styre generelt bruger forældre og pårørende som pressionsmiddel for at få afhoppere og desertører til at melde sig. Et flertal i Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne er kristne assyrere, og at de oprindeligt oplyste dette allerede ved deres samtale med Udlændingestyrelsen. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret konsistent og samstemmende om deres tro. Flertallet finder herefter, at det må lægges til grund, at ansøgerne allerede inden de forlod Syrien tilhørte en minoritetsgruppe. Flertallet lægger på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at kristne i Syrien efter, at ansøgerne i 2012 forlod Syrien i højere grad har været udsat for livstruende forfølgelse især efter, at Islamisk Stat i stigende grad har vundet udbredelse i Syrien. Flertallet finder herefter, at ansøgerne må anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af deres individuelle forhold som kristne assyrere. Flertallet finder derfor, at ansøgerne bør meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/9/SLN