syri201688

Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] november 2015, og at han [i] april 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] august 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, idet han ved sin afvisning af at deltage som vagt ved en kontrolpost er kommet i et modsætningsforhold til sikkerhedstjenesten. Klageren har herom oplyst, at hans familie, efter klagerens indrejse i Danmark, ved to tilfælde er blevet opsøgt af sikkerhedstjenesten. Den første gang blev klagerens ægtefælle og mor anholdt og tilbageholdt i 5-6 timer, hvor de blev pålagt at oplyse, hvor klageren opholdt sig. Den anden gang blev de igen opsøgt på bopælen, hvor sikkerhedstjenesten truede med, at det ville gå ud over familien, hvis ikke de oplyste, hvor klageren opholdt sig. Kort efterfølgende flygtede familien til Afrin. Flygtningenævnet kan lægge den del af klagerens forklaring til grund, der drejer sig om, at han har været afdelingsleder i det syriske socialministerium og mangeårigt medlem af Baathpartiet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren i oktober 2015 fik pålæg om at udarbejde og administrere en liste over de 20 egentlige partimedlemmer i hans afdeling, der samtidig fik til opgave at bemande væbnede kontrolposter i Aleppo. Flygtningenævnet lægger endelig klagerens forklaring om, at han også selv blev pålagt at deltage i de væbnede vagtopgaver til grund. Henset til, at klageren straks efter hvervningen, valgte at udrejse, finder Flygtningenævnet på baggrund af oplysningerne om forholdene for regimemodstandere i Syrien herefter, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/88/CHHA