Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at de [vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren, […], har til støtte herfor oplyst, at hun er blevet bortført og udsat for vold og seksuelle overgreb af et medlem af ”security branch”, så ”security branch” kunne få detaljerede informationer om hendes brødre og øvrige familie. Hændelsen er offentligt kendt af personer i hendes region, hvorfor hun føler at risikoen for en gentagelse er overhængende. Hun har videre oplyst, at hun har to drenge på henholdsvis 12 og 14 år, og at de to drenge er i risiko for at blive tvangshvervet af Islamisk Stat og andre grupperinger. Hun har endvidere oplyst, at hendes døtre er i fare for at blive udsat for samme nedværdigende og umenneskelig behandling, som hun selv har været udsat for. Årsagen til at disse oplysninger ikke blev oplyst ved hendes oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2016 er, at hun følte sig usikker og bange, henset til at hendes oplevelser har påført hende og hendes familie skam. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. stk. 3. Flertallet af Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren, […], har sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet af nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016 har forklaret, at hun – mens hun boede i […] – blev stoppet af en uniformeret mand fra efterretningstjenesten. Han sagde til hende, at hun skulle give ham sit telefonnummer, og hvis hun ikke gjorde det, måtte hun ikke gå rundt i området. Han sagde, at han gerne ville have, at de kunne ses om aftenen og hygge sig. Hun var bange for, at han ville noget seksuelt. Hun nægtede at give ham sit telefonnummer og afsluttede samtalen. Hun har ikke mødt ham siden og er heller ikke blevet kontaktet af ham, og det forhold, at hun efterfølgende flyttede til et andet område, var ikke begrundet i denne episode. Hun har ikke haft personlige konflikter med nogen, og årsagen til at hun har forladt sit hjemland med sine børn, er de generelle forhold som følge af borgerkrigen. Klageren har til Københavns Retshjælp forklaret, at hun i Damaskus blev bortført af et medlem af ”security branch” på sin hjemadresse foran sine børn og øvrige familiemedlemmer. Hun var udsat for omfattende vold og seksuelle overgreb i dagevis. Begrundelsen for bortførelsen var, at denne ”security branch” ville have detaljerede informationer om klagerens brødre og øvrige familie. Bortførelsen er kendt af personer i klagerens region, og hun føler derfor, at risikoen for en gentagelse er overhængende. Hertil kommer, at klagerens to sønner på henholdsvis 12 og 14 år er udsat for konstant fare for forsøg på hvervning fra Islamisk Stat og andre grupperinger, og at hendes døtre er i fare for at blive udsat for samme nedværdigende og umenneskelige behandling som hun selv var udsat for. Om årsagen til at klageren ikke oplyste disse forhold til Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at hun følte sig usikker og bange, henset til at hendes oplevelser har påført hende og hendes familie skam. Der er tale om oplysninger af central betydning for asylmotivet. Flertallet af flygtningenævnet finder ikke, at klageren på overbevisende måde har redegjort for den væsentlig ændrede og udbyggende forklaring, og flertallet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Klagerens frygt for, at hendes sønner vil blive forsøgt hvervet af Islamisk Stat eller andre grupperinger, og at hendes døtre vil blive udsat for lignende overgreb, som hun selv var udsat for, kan ikke føre til en ændret vurdering henset til, at sønnerne ikke personligt er blevet opsøgt eller forsøgt rekrutteret på noget tidspunkt, og at døtrene heller ikke er blevet opsøgt personligt eller er blevet udsat for eller forsøgt udsat for overgreb. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/80/kaa
