Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i vinteren] 2014, og at han den [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Til støtte herfor har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke har udvist tilstrækkelig loyalitet over for dem, blandt andet ved ikke at hjælpe dem med at hverve unge til militæret. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han var kendt i sit område, idet han arbejdede frivilligt med aktiviteter for børn og unge. Myndighederne henvendte sig på denne baggrund specifikt til klageren. Klageren har herom oplyst, at han ved flere lejligheder forud for henvendelserne vedrørende rekruttering af unge er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og klageren er under en enkelt episode forud herfor ligeledes blevet udsat for fysiske overgreb forestået af myndighederne. Henvendelserne fortsatte frem til klagerens udrejse og tiltog i [efteråret] 2014, hvor klageren besluttede sig for at udrejse af Syrien. På tidspunktet for sin udrejse var klageren ikke på en national liste over eftersøgte, idet han forud for sin udrejse forsøgte at skabe en forventning om, at han ville samarbejde med repræsentanterne for den militære efterretningstjeneste. Klageren er udrejst af Syrien, idet han ikke ønskede at imødekomme ordrer fra de syriske myndigheder. Efter klagerens udrejse er både klagerens søn, som nu opholder sig i Danmark, samt klagerens bror og ægtefælle blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Myndighederne spurgte til, hvor klageren var flygtet hen, og de kaldte klageren for en landsforræder. Henvendelserne har fundet sted, efter at klageren har været til samtale i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om hændelsesforløbet frem til udrejsen til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren i [efteråret] 2014 besluttede at flygte, og at han solgte sit hus. Herefter udrejste han med skib i begyndelsen af [vinteren] 2014 og indrejste i Danmark den [vinteren] 2014. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2015 forklarede klageren blandt andet, at han var i telefonisk kontakt med sin ægtefælle næsten dagligt, og at familien ikke var blevet opsøgt at myndighederne efter hans udrejse. Udlændingestyrelsen traf afgørelse den [foråret] 2015, og klagerens ældste søn indrejste i Danmark i [efteråret] 2015. Dansk Flygtningehjælp påklagede på klagerens vegne Udlændingestyrelsens afgørelse den [sommeren] 2016. Klageren har under klagesagen og også for Flygtningenævnet oplyst, at hans familie efter hans samtale med Udlændingestyrelsen er blevet opsøgt adskillige gange af myndighederne, at myndighederne i den forbindelse har spurgt efter ham, at familien har oplyst, at han er udrejst, og at myndighederne ikke har kommenteret dette, men blot rystet på hovedet. Familien har ikke været udsat for overgreb fra myndighedernes side. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at myndighederne, hvis klageren vender tilbage til Syrien, vil forfølge ham eller udsætte ham for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/75/SSM
